Øster Skerninge

Øster Skerninge har sin oprindelse i en af Danmarks ældste landsbyer. 

Artikel fra Øster Skerningebogen.

Øster Skerninge er nævnt første gang i 1372 i Formen Skerninge, men byen er formentlig anlagt omkring overgangen mellem vikingetid og middelalder. Sognets anden by, Ballen, blev udparcelleret som en bebyggelse ud til kysten i 1500 – tallet.

Stednavne inddeles i flere grupper efter deres endelser, og ældst af alle er landsbyer med endelsen – ing(e), som menes at gå helt tilbage  til de allerførste århundreder efter Kristi fødsel. Uro og fremmede stammeres krigeriske hærgen fortrængte dengang de mennesker, som hidtil havde boet på landet og opdyrket jorden, og fik dem til at søge sammen i mindre landsbysamfund, hvorved – ing(e) byerne, bl.a. Skerninge, opstod.

Til sammenligning kan nævnes, at landsbyer med endelsen – um formentlig stammer fra 300 – 500 år efter Kristi fødsel, endelserne - løse, - lev og – sted 500 – 800 år, - toft og –by 800 – 1.000 år og – torp, - rød, - bøl,- holt og – ager 1.000 år eller mere.

Forledet Skern – har sandsynligvis sin oprindelse i den ”skæring”, Syltemade Ådal, der  løber ind i sognet. Skern eller skær`n er oprindelig et ånavn afledet af skær (ren, klar).

 Den delte adelby

Mellem Øster og vester Skerninge er der lokaliseret en bebyggelse fra vikingetiden, der menes at være en forgænger til en delte adelby Skerninge ( en adelby er en landsby, som ikke er anlagt ved udflytning).

 Hvornår Øster Skerninge sogn opstod, er lidt uvist, men det hænger helt sikkert sammen med Øster Skerninge kirkes tilblivelse. Meget tidligt fik folk et fælles samlingssted, som formentlig i tiden omkring år 1000. da kristendommen kom til Danmark, blev til et hus, et kristent Gudshus, en kirke. Omkring hver kirke dannedes der et sogn, idet ordet sogn kommer af at ”søge”. De som søgte samme kirke, udgjorde et sogn.

 De første mennesker

Øster Skerninge sogn ligger på de sydvendte skråninger af højdedraget Egebjerg ( en del af e ”fynske alper”), der sammen med det omgivende landskab blev til under den sidste istids slutfase.

De første mennesker kom til egnen kort efter isens tilbagetrækning, og et slagvåben af rensdyrtak ca. 10.000 år gammelt er fundet i Hundstrup sogn. 5.000 år frem i tiden begyndte stenalderbonden at dyrke jorden, og fundene fra denne tid ( værktøj af flint og rester af stengrave) skete hyppigst ned mod kysten og aftog ind i landet. I bronze – jernalderen rykkede befolkningen længere ind i landet og boede i klynger for at beskytte sig mod udefra kommende farer.

  Og i nyere tid fandtes der i alt 4 dysser og 30 gravhøje rundt om i sognet. I Øster Skerninge 2 dysser og 16 høje og i Ballen 2 dysser og 14 høje, hvoraf  kun en større høj ved Øster Skerninge by( nu fredet) og en runddysse uden dæksten ved Ullemose er tilbage.

  De mange gravhøje viser ifølge museumsfolk, at Øster Skerninge i bronzealderen var hjemsted for en større bygd, et kraftcenter efter datidens målestok. I hvert fald konkluderes det, at der har boet en storbonde, en lokal ”konge” eller lign. I sognet på dette tidspunkt. En person højt placeret på en sociale rangstige, en bestemmende person og også en person, som havde kontakter ud i verden. Dette sidste konstateres på grundlag af fundet af en lerkrukke, et såkaldt Halstadkar, som stammer far Mellemeuropa.

 Den gode jord og den gode beliggenhed tæt ved vandet er andre indikatorer på, at Øster Skerninge med stor sandsynlighed var lidt af et kraftcenter i bronzealderen. Men ellers vurderes det, at udviklingen i sognet har fulgt et for tiden meget almindeligt mønster.

Gravhøje også vejvisere

Mange af gravhøjene, der er fundet i sognet lå på højtbeliggende steder, og det havde sit formål. De skulle nemlig være synlige fra havet, så søfarende kunne bruge dem som vejviser og se, at her lå der en bebyggelse.

Hjen Midtervej_19_1986Broncealderhøj 1986. Beliggende Midtervej 19. Øster Skerninge foto Kaj Lykke Jørgensen

Vikingeskib i Syltemade Ådal?

Sandsynligheden for, at Syltemade å i vikingetiden ( ca. 700 – 1100 e,Kr.) var fast tilholdssted for et vikingeskib i den danske konges ledingsflåde, synes at være rimelig stor, selv om det egentlige bevis nok mangler. Eksempelvis er der ikke fundet spor af et bådehus eller lign. på stedet.

Forfatterne til bogen ”Atlas over Fyns kyst i jernalder, vikingetid og middelalder” ( udgivet i 1996 af Odense Universitetsforlag) skriver bl.a., at der i området omkring Øster Skerninge ” findes hele tre snekke- navne, der alle ud fra deres beliggenhed kan have været base for et eller flere skibe”. Et af disse tre navne er Snekøje, der ligger ved Syltemade Å på Vester Skerninge–siden. Stedet opfylder de  betingelser, ledingsflådens skibsbaser rundt om i landet måtte være udvalgt efter – en central beliggenhed i forhold til herreder ( landet var opdelt i herreder, og Øster Skerninge var en del af Sunds herred), god adgang til havet og godt gemt af vejen for fjenden.

Leding var datidens militære organisation og en vigtig brik i kongens magtudøvelse og kontrol over riger, hedder det videre i bogen. I henhold til ledingssystemet skulle alle dele af landet bidrage til forsvaret ved at bygge, udruste og bemande ledingsflådens skibe og tage del i befæstningsarbejde. På fyn var 12 herreder, som hver skulle stille med 1-4 skibe alt efter herredets størrelse og en såkaldt styresmand pr. skib. Styresmanden var samtidig repræsentant for kongen.

Ledingsflåden, hvis skibe antageligt var bemandet med omkring 40 mand, blev bl.a. sat ind mod venderne i 1100-tallet.

Udgravninger i gravhøj bød på flere overraskelser. I forbindelse med udgravninger foretaget i en gravhøj, der er fundet på gården Holmebos

Marker ud til Bjergvej, skriver nu pensioneret museumsassistent  fra Fyns Stiftsmuseum i Odense, Claus Madsen:
Undersøgelsen af højen bød på flere overraskelser, og følgende hændelsesforløb kan opregnes: i yngre stenalder, omkring 3000 f. Kr., har der på stedet været livlig aktivitet, som resulterede i omfattende anlægsarbejder. Midt under højen fandtes en meget stor grube i undergrunden, som i bunden indeholdt talrige potteskår. Ud under højens nordvestlige randparti fandtes der store forstyrrede stenkonstruktioner. Disse anlæg blev ikke undersøgt nærmere.
Ca. 2500 år senere, lige ved bronzealderens slutning, i overgangen til jernalderen
ca.500 f.Kr., var er dyrkede marker på stedet. Ved forsigtigt at fjerne højens græstørvsopbygning var det muligt at frempreparere den gamle markoverflade ganske nøjagtigt, og hvorved der fremkom en lav omtrent vest - øst  gående lav vold, der tolkes som værende en gammel skelvold mellem to agre. Parallelt med volden kunne der anes smalle furer efter pløjning med ard.

En betydningsfuld person, vel sagtens agrens ejer, afgår ved døden og skal ifølge traditionen i yngre bronzealder brændes. Dette sker ved et større ligbål, som bliver etableret lige midt i skelvolden.

Den døde har sin klædedragt på ved brændingen – i al fald fandtes der i de bevarede bålrester dele af en dragtnål af jern med knophoved og snoet stilk på en øverste del.

Efter brændingen opsamles de brændte knogler, som lægges i urnen ( fundet på stedet),

Og ragekniven ( også fundet på stedet) gives med som gravgods. Derefter bygges der formentlig et lille stenkamer midt i ligbålet, bestående af to store sten med en plan flade ind mod urnen. Over denne lille stenkiste bygges der så en røse af almindelige marksten, og sluttelig opføres den 20 meter store høj af græstørv, som omkransens af tætsiddende ca, 20 –50 cm store randsten.

Høje af denne størrelse, som er rejst over en enkelt urnegrav, er ret sjældent  for bronzealderens slutfase, og sammen med kvaliteten af såvel urne som medgivne gravgods må vi formode, at den døde har hørt til i samfundets top. Urnen er nærmest enestående her i landet. Den er på overdelen bemalet med en nærmest oxeblodrød farve, og i de rudeformede ornamenter er der indlagt et hvidt stof, som kunne bestemmes til at være apatit, der formentlig er fremstillet af formalede brændte knogler. Den røde farve er det ikke lykkedes at bestemme. Urnen er formentlig ikke dansk, men er snarere kommet hertil fra det sydlige Polen, hvor der i de tidlige jernalderkulturer kendes rødmalet keramik.

Ragekniven er dog et regulært og fint hjemligt arbejde med tremolestik på siderne og dyrefigurer som greb,”

tegning til fortid